DA/Prabhupada 0594 - Det er ikke muligt at måle sjælen med materielle instrumenter
Lecture on BG 2.23 -- Hyderabad, November 27, 1972
Så definition ved benægtelse. Vi kan ikke værdsætte direkte, hvad dette åndelige fragment er, denne partikel der er inde i kroppen. Fordi længden og bredden af denne åndelige sjæl er umulig at måle ved hjælp af vore materielle instrumenter, selvom videnskabsmændene siger, at vi kan måle det. Uanset hvad, selv hvis det er muligt, må du først og fremmest finde ud af, hvor sjælen befinder sig. Derefter kan du forsøge at måle den. For det første, kan du ikke engang se den. For den er meget, meget lille, en titusindedel af spidsen af et hår. Nuvel, fordi vi ikke kan se, kan vi ikke værdsætte det med vor eksperimentelle viden; derfor beskriver Kṛṣṇa selvets eksistens, sjælen på en negativ måde: "Det er ikke dette." Nogen gange når vi ikke kan forstå, gives forklaringen at: "Det er ikke dette." Hvis jeg ikke kan udtrykke, hvad det er, så kan vi udtrykke det på en negativ måde at "det er ikke dette." Så hvad er dette "ikke dette"? Det "ikke dette" er at "det er ikke materielt." Den åndelige sjæl er ikke materiel. Men vi har erfaring med materielle ting. Så hvordan kan vi forstå, at det er det negative? Det forklares i det næste vers, at nainaṁ chindanti śastrāṇi. Du kan ikke skære den åndelige sjæl med noget våben, kniv, sværd eller tidsel. Det er ikke muligt. Nainaṁ chindanti śastrāṇi. Māyāvādafilosofien siger at "jeg er Brahman. På grund af min illusion, føler jeg, at jeg er adskilt. Ellers er jeg et." Men Kṛṣṇa siger at mamaivāṁśo jīva-bhūtaḥ (BG 15.7). Så betyder det at, fra hele ånden, er dette fragment blevet adskilt ved at skære det i stykker? Nej. Nainaṁ chindanti śastrāṇi. Det kan ikke skæres i stykker. Hvordan så? Svaret er, at fragmentet den åndelige sjæl er evig. Ikke at det er blevet adskilt gennem māyā. Nej. Hvordan kan det være? Fordi det kan ikke blive skåret i stykker.
Hvis jeg siger… Lige som de bruger argumenterne: ghaṭākāśa-poṭākāśa, at "Himlen indeni krukken og himlen udenfor krukken, på grund af krukkens væg, er himlen indeni krukken blevet adskilt." Men hvordan kan det være adskilt? Det kan ikke blive skåret i stykker. For argumentets skyld... Faktisk er vi meget, meget små partikler, molekylære dele af ånden. Så... Og de er evige del. Ikke at tilfældigvis er det blevet en del, og kan igen sammenføjes. Det kan sammenføjes, men ikke på en homogen måde, sammenblandet måde. Nej. Selv om det er sammenføjet, bevarer sjælen sin adskilte eksistens. Lige som en grøn fugl, når den træder ind i et træ, det ser ud som om, at fuglen nu er blevet et med træet, men det er ikke sådan. Fuglen bevarer sin identitet inde i træet. Det er konklusionen. Selvom både træet og fuglen er grøn, det ser ud som om, at fuglen er blevet et med træet, denne sammenblanding betyder ikke, at fuglen og træet nu er blevet et. Nej. Det ser sådan ud. Fordi de begge har den samme farve, ser det ud som om at fuglen er…, at fuglen ikke længere eksisterer. Men det er ikke fakta. Fuglen er... På samme måde, er vi individuelle åndelige sjæle. Kvaliteten er den samme, at være grønne, når man blander sig med Brahman stråleglansen, mister det levende væsen ikke sin identitet. Og fordi han ikke mister sin identitet, og fordi det levende væsen er lyksalig af natur, kan han ikke forblive i den upersonlige Brahman stråleglans i mange dage. For han må lede efter glæde. Denne glæde betyder variation.