DA/Prabhupada 0630 - Der er ingen grund til sorg, for sjælen vil vedblive med at være til
Lecture on BG 2.28 -- London, August 30, 1973
Pradyumna: Oversættelse: Alle skabte væsener er umanifesterede til at begynde med, manifesterede på det mellemliggende stadie, og umanifesterede igen når de bliver tilintetgjort. Så hvad er behovet for at sørge?
Prabhupāda: Så sjælen er evig. Der er intet, ingen grund til sorg, for sjælen vil forblive. Selvom kroppen bliver ødelagt, er der ingen grund til sorg. Og de, der tror, at der ingen sjæl er, at i begyndelsen er alting tomhed... Så til at begynde med er der tomhed og i midten er der manifestation. Så er der igen tomhed, så fra tomhed til tomhed, hvorfor sørge over det? Det er Krishnas argument. Hvadenten du tror det ene eller det andet, hvorfor sørge? Og så?
Pradyumna: (betydning) "Selv hvis vi for diskussionens skyld accpeterer den ateistiske teori, så er der stadig ingen grund til sorg. Foruden sjælens adskilte eksistens, forbliver de materielle elementer umanifesteret før skabelsen. Fra dette subtile, umanifesterede stadie kommer manifestation. Ligesom luft kommer fra æteren, ild kommer fra luft, og fra ild kommer vand; og fra vand bliver jord manifesteret. Fra jord kommer der alle mulige manifestationer...
Prabhupāda: Dette er skabelsesprocessen, Fra æter, så rum, så luft, så ild, så vand og så jord. Dette er er skabelsesprocessen. Ja.
Pradyumna: "Tag fx. en stor skyskraber manifesteret fra jord. Når den bliver brudt ned, går den fra manifesteret til umanifesteret, den bliver til atomer, der er det yderste stadie. Loven om energiens bibeholdelse virker, men i tidens løb bliver ting manifesteret og umanifesteret. Der er forskellen. Så hvilken grund er der til at sørge over enten det manifesterede eller umanfesterede stade? På en eller anden måde, selv i det umanifesteret stadie, går tingene ikke tabt. Både i begyndelsen og til slut forbliver alle elementer umanifesteret, og kun på mellemstadiet er de manifesteret, og på det materielle plan gør det ingen virkelig forskel, Vi godtager den vediske konklusion udtalt i Bhagavad-gītā (2.18) (antavanta ime dehāḥ) at disse materielle kroppe er forgængelige med tiden (nityasyoktāḥ śarīriṇaḥ) men sjælen er evig, så vi må altid huske på, at kroppen blot er som en klædning. Så hvorfor sørge over at bytte klædning? Den materielle krop har ingen faktuel eksistens i forhold til den evige sjæl. Det svarer til en drøm. I en drøm tror vi måske, at vi flyver, eller at vi sidder som konge på en trone, men når vi vågner op kan vi se, at vi hverken flyver eller sidder på en trone. Vedisk visdom tilskynder selverkendelse på basis af kroppens ikke-eksistens. Derfor, hvorom alting er, hvadenten vi tror på sjælens eksistens, eller vi tror på, at der ingen sjæl er, så er der ingen grund til at sørge over tabet af en krop.