DA/Prabhupada 0938 - Jesus Kristus er der intet galt med. Hans eneste fejl var, at han forkyndte om Gud
730425 - Lecture SB 01.08.33 - Los Angeles
Prabhupāda: Der er en klasse af mennesker, de kaldes asuras. De er sura-dviṣām. De er altid misundelige på de hengivne. De kaldes dæmoner. Lige som Prahlāda Mahārāja og hans fader Hiraṇyakaśipu. Hiraṇyakaśipu er Prahlāda Mahārājas fader, men fordi Prahlāda Mahārāja var en hengiven, så blev han misundelig. Det er dæmoners natur. Han var så misundelig, at han var rede til at dræbe sin egen søn. Den eneste fejl var, at den lille dreng, han chantede Hare Kṛṣṇa. Det er hans fejl. Faderen kunne ikke... Derfor kaldes de sura-dviṣām, altid misundelige på de hengivne. Dæmon betyder altid misundelig på de hengivne. Denne materielle verden er sådan et plagsomt sted at... Lige som vi har det meget fine eksempel.
Lige som Jesus Christ, Herren Christ. Så hvad var hans fejl? Men disse sura-dviṣām, de misundelige personer dræbte ham. Og hvis vi ser, hvis vi analyserer, hvad Jesus Christs fejl er, der er ingen fejl. Den eneste fejl var, at han forkyndte om Gud. Og alligevel fik han så mange fjender. Han blev ondskabsfuldt korsfæstet. Så du vil altid opleve disse, sura-dviṣām. Så Kṛṣṇa kommer for at dræbe disse sura-dviṣām. Derfor vadhāya ca sura-dviṣām. Disse misundelige personer bliver dræbt.
Men disse myrderier kan udføres, uden at Kṛṣṇa er til stede. For der er så mange naturlige kræfter, krig, pest, hungersnød. Hvad som helst. Bare begynd arbejdet. Millioner af mennesker kan blive dræbt. Så Kṛṣṇa behøver ikke at komme her for at dræbe disse slyngler. De bliver dræbt gennem Kṛṣṇas ledelse, naturens lov. Prakṛteḥ kriyamāṇāni guṇaiḥ karmāṇi sarvaśaḥ (BG 3.27). Sṛṣṭi-sthiti-pralaya-sādhana-śaktir ekā (BS 5.44). Naturen har så stor kraft, at den kan skabe, den kan opretholde, den kan ødelægge, opløse alt. Naturen er så kraftfuld.
Sṛṣṭi-sthiti-pralaya. Sṛṣṭi betyder skabelse, og sthiti betyder opretholdelse, og pralaya betyder ødelæggelse. Disse tre ting kan naturen udføre. Lige som denne skabelse, den materielle skabelse er naturlig, naturen, den kosmiske manifestation. Den bliver opretholdt. Gennem naturens barmhjertighed får vi sollys, vi får luft, vi får regn og kan derved dyrke vores mad, spise godt, vokse fint. Denne opretholdelse udføres også af naturen. Men nårsomhelst kan alt være slut bare på grund af en stærk vind. Naturen er så kraftfuld. Så for at dræbe disse dæmoner, findes naturen allerede. Naturen arbejder selvfølgelig under Kṛṣṇas vejledning. Mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ sūyate sa-carācaram (BG 9.10). Så hvis Kṛṣṇa siger, at disse dæmoner kan blive slået ihjel, så kan et vindstød fra naturen, en stærk vind kan dræbe millioner af dem.
Så Kṛṣṇa behøver ikke at komme med dette formål. Men Kṛṣṇa kommer, som det beskrives her: yācita. Kṛṣṇa kommer, når han bliver bedt om det af hengivne som Vasudeva and Devakī. Det er Hans fremkomst. Det er årsagen til Hans fremkomst. Og samtidig viser Han også, når Han kommer, "Enhver der er misundelig på mine hengivne, jeg dræber dem. Jeg dræber dem." Selvfølgelig er Hans dræben og opretholdelse det samme. Han er absolut. De der bliver dræbt af Kṛṣṇa, de opnår straks frelse, hvilket ellers kræver millioner af år at opnå. Så folk siger, at Kṛṣṇa kom med det ene eller det andet formål, men i virkeligheden kommer Kṛṣṇa for at gavne de hengivne, kṣemāya. Hvad betyder kṣemāya? For at opretholde?
Hengivne: "For at gavne."
Prabhupāda: For at gavne. For at gavne de hengivne. Han prøver altid at gavne de hengivne. Derfor kan vi forstå fra Kuntīs instruktion, at vores opgave altid er at prøve at blive hengivne. Så vil alle gode kvaliteter komme over os. Yasyāsti bhaktir bhagavaty akiñcanā sarvair guṇais tatra samāsate surāḥ (SB 5.18.12). Hvis bare du udvikler din hengivenhed, din underliggende hengivenhed, naturlige hengivenhed... vi har en naturlig hengivenhed.
Som mellem en far og hans søn, der er naturlig kærlighed. Og sønnen har en naturlig hengivenhed overfor faderen, til faderen, til moderen. På samme måde har vi vores naturlige hengivenhed. Når vi virkelig er i fare, så vil selv videnskabsmændene bede til Gud. Men når de ikke er i fare, vil de fornægte Gud. Så derfor er der behov for fare, så disse slyngler kan lære at Gud findes. Så det er naturligt. Jīvera svarūpa haya nitya-kṛṣṇa-dāsa (CC Madhya 20.108-109). Det er vores naturlige...Kunstigt prøver vi at udvise Gud. "Gud er død, der er ingen Gud, jeg er Gud, det er Gud, det er Gud." Disse slyngelstreger bør vi opgive. Så vil vi få al beskyttelse fra Kṛṣṇa.
Mange tak.
Hengivne: Jaya Prabhupāda, haribol!