DA/Prabhupada 0996 - Jeg bestak ikke jer amerikanske drenge og piger til at komme til mig. Min eneste tilgang var at chante
730406 - Lecture SB 02.01.01-2 - New York
Prabhupāda: Så Parīkṣit Mahārāja udspurgte Śukadeva Gosvāmī... "Hvad er min pligt? Nu skal jeg dø om syv dage, hvad er min pligt?" Så han spurgte om Kṛṣṇa, fordi Parīkṣit Mahārāja, var født i en Vaiṣṇava-familie, Arjunas sønnesøn... Pāṇḍavaerne, de er Vaiṣṇavas og hengivne af Kṛṣṇa, så fra barndommen havde han mulighed for at tilbede Kṛṣṇa. Han legede med Kṛṣṇa Deiteter, så helt naturligt var han tiltrukket til at høre om Kṛṣṇa. Så han spurgte; "Hvad er min pligt? Skal jeg bare høre om Kṛṣṇa, eller noget andet?" Så når han hører dette spørgsmål, lykønsker Śukadeva Gosvāmī ham, varīyān eṣa te praśnaḥ: (SB 2.1.1) "Oh, dit spørgsmål er meget fint, meget velkomment, varīyān." Varīyān betyder "meget velkomment," hvad jeg har givet, varīyān. Ærefuldt, ja. "Ærefuldt praśnaḥ, fordi du har spurgt om Kṛṣṇa." Så varīyān eṣa te praśnaḥ kṛto loka-hitaṁ nṛpa: (SB 2.1.1) "Min kære konge, dette spørgsmål er lykkebringende for alle folk i verden." Hvis bare du spørger om Kṛṣṇa eller hører om Kṛṣṇa, selv om vi ikke forstår, men denne vibration af Kṛṣṇa... Lige som vi chanter "Hare Kṛṣṇa," vi forstår måske ikke hvad betydningen af Hare Kṛṣṇa er, men alligevel, fordi det er en transcendental lyd, så er det lykkebringende. Uanset hvor du chanter Hare Kṛṣṇa, om de lytter eller ej, så er det lykkebringende for dem. Så vi sender vores mænd ud på gadesaṅkīrtana. Det betyder ikke noget om folk er ivrige efter at lytte eller ej, men det er lykkebringende. Det vil skabe en atmosfære, der er meget, meget sympatisk for det menneskelige samfund. Det bør være vores princip. Ikke sådan at fordi vi chanter, og ingen bekymrer sig om det, så er vi skuffede. Vores, denne saṅkīrtanabevægelse er så fin at bare ved at chante, vil vibrationen skabe en lykkebringende atmosfære, varīyān eṣa te praśnaḥ (SB 2.1.1) . Nu kan I se det i praksis, de der er ældre medlemmer... Så jeg begyndte i New York i den butiksfacade bare ved at chante. Så jeg bestak ikke jer amerikanske drenge og piger til at følge mig. Det eneste aktiv var chantningen. Der i Tompkinson square park, denne Brahmānanda Swami, han var den første, der kom og dansede til min chanten. Han og Acyutānanda, de var de første, der dansede i vores Kṛṣṇabevidsthedsbevægelse. Ja. Og jeg havde ingen mṛdaṅgas. Det var en, hvad er det? Hengiven: tromme. Prabhupāda: Tromme, lille tromme. Så jeg chantede Hare Kṛṣṇa i, fra to til fem, tre timer, og så mange drenge og piger kom og deltog, og der var det første fotografi i Times. New York Times, de værdsatte det, og folk værdsatte det også. Så denne chanten, begyndelsen var bare chanten. Der var ingen, intet andet. På det tidspunkt var der ikke noget program for at uddele prasāda Det kom senere. Så vi bør altid være sikre på, at denne chanten ikke er en vibration fra denne materielle verden. Det er ikke vibrationen fra den materielle verden. Narottama dāsa Ṭhākura siger, golokera prema-dhana hari-nāma-saṅkīrtana. Det er importeret fra den åndelige verden. Det er fuldstændigt åndeligt. Hvordan er det ellers muligt? Nogen gange siger disse såkaldte yogier at chante... I Bombay er der en såkaldt slyngel, han siger, "At chante Hare Kṛṣṇa-mantraet og at chante Coca-cola er det samme." Han er sådan en slyngel. Han ved ikke, at dette ikke er en vibration fra den materielle verden. Men de der har viden, de tænker at "hvad er betydningen af denne chanten af, 'Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa'?" Men vi opleve det i praksis, at vi fortsætter med at chante dag og nat, og alligevel bliver vi ikke trætte, men tager du ethvert andet materielt navn, vil du være træt af det efter tre gange. Det er beviset. Du kan fortsætte med at chante dag og nat, du vil aldrig blive træt af det. Så disse folk, stakkels folk, de har ikke hjerner til at forstå.