DA/Prabhupada 0404 - Tag dette Krishnabevidsthedens sværd - Bare lyt med tro



Lecture on SB 1.2.16 -- Los Angeles, August 19, 1972

Så śuśrūṣoḥ, śuśrūṣoḥ śraddadhānasya (SB 1.2.16). De som er engageret i at høre med tro, śraddadhāna Ādau śraddhā. Uden tro kan man ikke gøre nogen fremskridt Det er begyndelsen på åndeligt liv. Ādau śraddhā. "Oh, hvor fint…., her er noget Kṛṣṇa-bevidsthed. Det er godt. De preacher fint." Folk værdsætter vores aktiviteter. Hvis vi holder vores standard, så vil de værdsætte. Dette kaldes śraddhā. Denne værdsættelse kaldes śraddhā, śraddadhānasya Selv hvis man ikke deltager, hvis man siger, "Oh, det er meget fint, det er meget… Disse folk er gode." Sommetider siger de, i aviserne siger de "disse Hare Kṛṣṇa- folk er gode. Dem vil vi have nogen flere af." Sådan siger de. Så denne værdsættelse er også, det er også et løft for sådan en person. Hvis han ikke hører, hvis han ikke kommer, men blot siger "Det er meget fint. Ja." Ligesom et lille barn, en baby, han værdsætter også, når han forsøger at stå op med sine karatals. At værdsætte. Lige fra begyndelsen af livet, at værdsætte, "Det er godt." Om han har viden, eller ikke har viden, det er lige meget. Den blotte værdsættelse giver ham et strøg af åndeligt liv. Så fint er det. Śraddhā Hvis de ikke er imod, men blot værdsætter, "Oh, det gør de godt…" Så udvikling af åndeligt liv betyder udvikling af denne værdsættelse, det er det hele. Der er forskellige grader af værdsættelse.

Så śuśrūṣoḥ śraddadhānasya vāsudeva-kathā-ruciḥ. I det forrige vers blev det forklaret, yad anudhyāsinā yuktāḥ. Det bør være ens tanke, altid at være engageret. Dette er sværdet. I må tage dette Kṛṣṇa-bevidstheds sværd. Så bliver I frie. Knuden skæres over med dette sværd. Så… Hvordan får vi fat i dette sværd? Processen bliver beskrevet her, at man ganske enkelt, lytter med tro. Så får man sværdet. Det er enkelt. Faktisk så spreder denne vores Kṛṣṇa-bevidstheds-bevægelse sig. Vi får sværdet, den ene efter den anden, blot ved at lytte. Jeg startede denne bevægelse i New York. Det ved I alle. Jeg havde praktisk taget ikke noget sværd. Ifølge visse religiøse principper, så har de de religiøse skrifter i den ene hånd, og i den anden hånd, sværdet: "Acceptér denne skrift; ellers hugger jeg dit hoved af." Det er en form for preaching. Jeg havde også et sværd, men ikke den slags sværd. Dette sværd - at give folk en chance for at høre. Det er det.

Vāsudeva-kathā-ruciḥ. Så lige så snart han får ruci... Ruci. Ruci betyder smag. "Ah, her taler man om Kṛṣṇa, meget fint. Lad mig høre." Det er nok til at du får sværdet, med det samme. Sværdet ligger i din hånd. Vāsudeva-kathā-ruciḥ. Men hvem kommer ruci til? Denne smag? Som jeg har forklaret mange gange, ligesom med kandis. Alle ved at det er meget sødt, men hvis man giver det til en mand der lider af gulsot, så smager det bittert for ham. Alle ved at kandis er sødt, men den mand som lider af gulsot, han vil synes det smager bittert. Det ved alle. Det er faktum. Så ruci, smagen for at høre vāsudeva-kathā, kṛṣṇa-kathā, det kan den materielt syge person ikke smage. Den ruci, smag. For at opnå denne smag skal der foretages nogle indledende øvelser. Hvad går de ud på? For det første denne værdsættelse: "Oh, det er meget fint." Ādau śraddhā, śraddadhāna. Så śraddhā, værdsættelsen, det er begyndelsen. Så sādhu-saṅga (CC Madhya 22.83). At være sammen med: "All right, disse folk chanter og taler om Kṛṣṇa. Lad mig sætte mig ned og høre noget mere." Det kaldes sādhu-saṅga. De som er hengivne, at acossiere med dem. Det er det andet trin. Det tredje trin er bhajana-kriyā. Når man har fin association, så vil man tænke, "Hvorfor ikke blive discipel?" Så modtager vi en ansøgning, Prabhupāda, kunne du venligst acceptere mig som din discipel." Det er begyndelsen på bhajana-kriyā. Bhajana-kriyā betyder at være engageret i Herrens tjeneste. Det er tredje trin.