DA/Prabhupada 0442 - I kristen teologi beder man, giv os idag vort daglige brød
Lecture on BG 2.8-12 -- Los Angeles, November 27, 1968
Hengiven: "Kṛṣṇa siger tydeligt, at også fremover vil Herrrens og andres individualitet, som det bekræftes i Upaniṣaderne, bestå for evigt. Denne udtalelse fra Kṛṣṇa er autoritativ."
Prabhupāda: Ja, Upaniṣad siger nityo nityānām. Nitya betyder evig, og den Højeste Herre er den højeste evige, og vi individuelle sjæle, vi er også mange evige. Så Han er den ledende evige. Eko bahūnām... Hvad betyder det at Han er leder? Eko bahūnāṁ vidadhāti kāmān. Den ene, ene-stående evige, person, Han opfylder alle andre eviges behov. Disse ting bliver klart forklaret i vedaerne. Og det er vores faktiske erfaring. For eksempel i den kristne teologi, individet går i kirken og beder til Gud, "Giv os i dag vort daglige brød." Hvorfor beder han Gud om det? Men, den ateistiske menneske-klasse belærer dem nu, "hvor er brødet? Du går i kirken. Men kom til os , så skal vi give jer brød." Så denne vediske tanke er også der. Vedaerne siger, eko bahūnāṁ vidadhāti kāmān. Dén højeste evige ene, Han forsyner, Han vedligeholder alle de andre individuelle evige. Og Biblen siger også, at "gå og bed Gud om brød." Så medmindre at Gud vedligeholder og forsyner, hvorfor er dette påbud der så? Derfor er Han ledereren; Han er vedlige-holderen. Og vedaerne siger klart at det forholder sig sådan. Han er den Højeste. Og når man ved dette kan man få fred. Det er det vediske påbud. Forsæt.
Hengiven: "Denne udtalelse fra Kṛṣṇa er autoritativ fordi Kṛṣṇa ikke kan være underlagt illusion. Hvis individualitet..."
Prabhupāda: Ja. Hvis Māyāvādī-filosoffen påstår at denne udtalelse fra Kṛṣṇa er māyā, fordi "Han siger at `Alle var individuelle i fortiden.´ Nej, i fortiden var alle en samlet sum, homogeniseret. På grund af māyā, er vi blevet individuelle." Når Māyāvādīen siger sådan, så bliver Kṛṣṇa gjort til en af de betingede sjæle. Han er ikke... Han mister Sin autoritet. Fordi en betinget sjæl kan ikke give dig sandheden. Jeg er betinget sjæl. Jeg kan ikke sige noget som er absolut. Derfor accepteres Kṛṣṇa som den absolutte. Så hvis man accepterer Māyāvādī-teorien, så må man afvise Kṛṣṇas teori. Hvis Kṛṣṇa afvises, så er der intet behov for at læse Kṛṣṇas bog, Bhagavad-gītā. Det er unyttigt, tids-spilde. Hvis Han er en betinget sjæl som os andre... Fordi vi kan ikke tage imod instruktioner fra en betinget sjæl. Så den åndelige mester, selv hvis man antager at han er en betinget sjæl, så taler han ikke noget fra sin egen side. Han taler fra Kṛṣṇas side. Så med mindre... De vediske principper er at med mindre man ikke er befriet fra de materielle betingelser, så kan han ikke give os nogen perfekt viden. Den betingede sjæl, kan være akademisk avanceret, uddannet, men han kan ikke give os nogen perfekt viden. Kun den som er hævet over disse materielle love, kan give os denne perfekte viden. Ligesom Śaṅkarācārya,, han er også upersonalist, men han accepterer Kṛṣṇa, den højeste autoritet. Sa bhagavān svayaṁ kṛṣṇa. "Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed." De moderne Māyāvādī-filosoffer, de fortæller ikke om denne udtalelse fra Śaṅkarācārya. For at bedrage folk. Men Śaṅkarācāryas udtalelse er der. Vi kan bevise det. Han accepterer Kṛṣṇa som den højeste autoritet. Han har skrevet så mange fine digte som priser eller tilbeder Kṛṣṇa. Og i hans sidste stund sagde han, bhaja govindaṁ bhaja govindaṁ bhaja govindaṁ mūḍha-mate. "I slyngel-agtige tåber. I afhænger af grammatik for at forstå." "Det er altsammen nonsens." Bhaja Govindam. "Blot tilbed Govinda." Bhaja govindaṁ bhaja... Han siger det tre gange. "Blot tilbed Govinda." Bhaja govindaṁ bhaja govindaṁ bhaja govindam. Ligesom Caitanya Mahāprabhu siger tre gange, harer nāma harer nāma harer nāma (CC Adi 17.21). Tre gange er for at understrege det alvorligt. Ligesom vi somme-tider sige, "Gør dette, gør dette, gør det." Det betyder at der ikke er mere plads til benægtelse. Der er ikke mere at snakke om. Understreget. Så lige så snart noget er understreget tre gange, så er det endeligt. Derfor siger Śaṅkarācārya, bhaja govindaṁ bhaja govindaṁ bhaja govindaṁ mūḍha-mate. Mūḍha, mūḍha, jeg har forklaret det adskillige gange. Mūḍha betyder en slyngel, et æsel. Du afhænger af din grammatiske forståelse, dukṛn karaṇe. Dukṛn, det er grammatiske, affiks og suffiks, pratya, prakaraṇa. Udfra den ene verbale rod, den anden verbale rod, skaber man, fortolker man sin egen anderledes mening. Det er alt sammen nonsens. Dette dukṛn karaṇe, din grammatiske ord-jonglering, kan ikke redde dig på døds-tidspunktet. Din slyngel, blot tilbed Govinda, Govinda, Govinda. Det er også Śaṅkarācāryas instruktion. Fordi han var en hengiven, en stor hengiven. Men han lod som om han var ateist fordi han skulle tage sig af ateisterne. Med mindre han præsenterede sig som en ateist, ville hans ateist-følgere ikke høre på ham. Derfor præsenterede han Māyāvāda-filosofi i mellem-tiden. Māyāvāda-filosofien kan ikke accepteres for evigt. Den evige filosofi er Bhagavad-gītā. Sådan lyder dommen.