DA/Prabhupada 0449 - Gennem Bhakti kan man beherske den Højeste Herre. Det er den eneste måde
Lecture on SB 7.9.3 -- Mayapur, February 17, 1977
Så Brahmā, Herren Brahmā, han siges at være det første levende væsen i universet. Lakṣmī blev bange; Brahmā blev også meget bange. Derfor bad Brahmā Prahlāda Mahārāja om at "Gå frem, min kære søn, og berolig Herren. Du kan gøre det, for Han har vist Sig for din skyld i denne frygt-indgydende form. Din fader krænkede Ham på så mange måder ved at pine dig, straffe dig, og gøre livet hårdt for dig. Derfor har Han vist sig som meget vred. Så du kan berolige Ham. Vi kan ikke. Det er ikke muligt." Prahlāda preṣayām āsa brahma avasthita antike. Så Prahlāda Mahārāja var en meget ophøjet hengiven, så kunne han berolige Herren. Bhaktyā, med bhakti, kan du kontrollere den Højeste Herre. Det er den eneste måde. Bhaktyā maṁ abhijānāti (BG 18.55). Forståelsen kommer også gennem bhakti, og gennem bhakti kan man kontrollere Gud. Vedeṣu durlabham adurlabha ātmā-bhaktau. Man kan forstå Gud ved at studere vedaerne. Vedeṣu durlabham adurlabha ātmā-bhaktau. Men for Hans hengivne, er Han meget, meget let opnåelig. Derfor er bhakti det eneste middel. Bhaktyām ekayā grāhyam Kun gennem bhakti kan man nærme sig, kan man tale med Gud på lige fod som en ven. Kohyrde-drengene, de behandlede Kṛṣṇa på lige fod: Kṛṣṇa er ligesom os." Men de elskede Kṛṣṇa meget, meget intenst. Det er deres kvalifikation. Derfor indvilligede Kṛṣṇa sommetider i at tage kohyrde-drengene på Sine skuldre. Så det er... Kṛṣṇa ønsker det, at "Min bhakta... Bliv min bhakta og kontrollér Mig. Alle tilbeder Mig med ærefrygt og ærbødighed. Jeg vil have at nogen kommer frem og styrer Mig." Det ønsker Han. Derfor accepterede Han Moder Yasoda til at bestemme over Ham. Hvordan kan man bestemme over Gud? Īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ (Bs. 5.1). Han er den højeste hersker. Hvem kan beherske Ham? Det er ikke muligt. Men Han indvilliger i at blive bestemt over af Sin rene hengivne. Han indvilliger, "Ja, moder, du må bestemme over Mig. Du må binde Mig. Du må vise mig din kæp så Jeg bliver bange."
Så det hele er der. Tro ikke at Gud er nul, nej, śūnyavādi. Han er alting. Janmādy asya yataḥ (SB 1.1.1). Athāto brahma jijñāsā. I spørger om Brahman. Paraṁ brahma paraṁ dhāma pavitraṁ paramaṁ bhavān (BG 10.12). Så der må være vrede, ikke at Gud altid skal være fredelig. Men forskellen er at Hans vrede og Hans fredelige attitude giver det samme resultat. Prahlāda Mahārāja, en hengiven... Han er meget tilfreds med Prahlāda Mahārāja, og Han er meget utilfreds med sin fader, men resultatet er det samme: begge bliver befriet. Skønt en hengiven bliver associeret, hvorimod dæmonen som bliver dræbt af Gud, han ikke bliver associeret - han er ikke kvalificeret - men han træder ind i det åndelige kongerige. Han bliver befriet fra denne materielle trældom. Hvorfor skulle en hengiven tage den samme position? Så derfor, māṁ eti. Tato māṁ tattvato jñātvā viśate tad-anantaram (BG 18.55). De viśate, træder ind, træder ind i det åndelige kongerige. Alle som er befriet, han er kommet ind.
- brahma-bhūtaḥ prasannātmā
- na śocati na kāṅkṣati
- samaḥ sarveṣu bhūteṣu
- mad-bhaktiṁ labhate...
- (BG 18.54)
Men de som er hengivne, de er tilladt adgang til planeten, Vaikuṇṭha-planeten eller Goloka Vṛndāvana-planeten. På den måde opnår man sin originale position. Men hvis man ikke tager bhakti op, så kan man godt træde ind i Brahman-glansen, men der er en chance for at falde ned. Āruhya kṛcchreṇa paraṁ padaṁ tataḥ patanty adho 'nādṛta-yusmad-aṅghrayaḥ (SB 10.2.32). Så de som er upersonalister, de kan komme ind i det åndelige kongerige. Det kaldes paraṁ padaṁ. Padaṁ padaṁ yad vipadāṁ na teṣām (SB 10.14.58). Men der er også en chance for at falde ned. Āruhya kṛcchreṇa. Efter strenge askeser og bods-øvelser kan man træde ind i Brahman-glansen. Men med mindre man kender til paraṁ padaṁ - samāśritā ye pada pallava plavam - så kan man falde ned. I den materielle verden findes bhūtvā bhūtvā pralīyate (BG 8.19).
Men også i den åndelige, hvis man kommer ind i den åndelige kongerige, men også derfra, kan det sommetider ske. Selvfølgelig, det er efter Guds vilje. Ligesom Jaya-Vijaya. De var personlige associerede. Men forklaringen er at Kṛṣṇa ønskede at "de skal tage afsted..., Hiraṇyakaśipu..., disse to, Jaya-Vijaya, de skal tage til den materielle verden, og så vil Jeg kæmpe med dem." Fordi at kæmpe, at blive vred, den tendens er der. Hvor kan Han vise den? I Vaikuṇṭha er der ingen mulighed for at udvise denne vrede og kamp. Det er ikke muligt. Derfor nøder Han sin hengivne til det. "Tag til den materielle verden og bliv Min fjende, og så skal Jeg kæmpe, Jeg skal blive vred," fordi i Vaikuṇṭha, den åndelige verden, findes den mulighed ikke. Alle tjener; alle er venlige. Nogle forhold... Hvorfor slås? Men kamp-ånden er der; vrede findes. Hvor skal Han udvise den? Og derfor inkarnerer Kṛṣṇa, Han bliver vred, og en hengiven bliver hans fjende, og dette er Kṛṣṇa-līlā, nitya-līlā. Det foregår.
Mange tak.
Hengivne: Jaya! Haribol!