DA/Prabhupada 0452 - Krishna kommer til denne Jord en gang i Brahmas dag

From Vanipedia
Jump to: navigation, search

Krishna kommer til denne Jord en gang i Brahmas dag
- Prabhupāda 0452


Lecture on SB 7.9.5 -- Mayapur, February 25, 1977

Pradyumna: Oversættelse - "Da Herren Nṛsiṁha-deva så den lille dreng Prahlāda Mahārāja ligge udstrakt ved sålerne af Sine lotus-fødder, blev Han meget ekstatisk i kærlighed til Sin hengivne. Idet Han rejste Prahlāda, lagde Han Sin lotus-hånd på drengens hoved fordi Hans hånd er altid rede til at skabe frygtløshed i alle Hans hengivne."

Prabhupāda:

sva-pāda-mūle patitaṁ tam arbhakaṁ
vilokya devaḥ kṛpayā pariplutaḥ
utthāpya tac-chīrṣṇy adadhāt karāmbujaṁ
kālāhi-vitrasta-dhiyāṁ kṛtābhayam
(SB 7.9.5)

Så at blive Guddommens Højeste Personligheds hengivne eller favorit er meget let. Det er slet ikke svært. Her ser vi eksemplet, Prahlāda Mahārāja, en fem-årig dreng... (afbrydelse) ...han er hengiven, og kender kun til den Højeste Herre, og han gjorde obeisances. Det er hans kvalifikation. Alle kan gøre det. Alle kan komme her ind i templet og gøre obeisances. Hvad er problemet? Blot skal man have fornemmelsen at "her er Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa eller Nṛsiṁha-deva eller en anden af Hans multi-ekspansioner."

I śāstra står der, advaitam acyutam anādim ananta-rūpam (Bs. 5.33). Kṛṣṇa har ananta-rūpam. Derfor er hver rupa en ekspansion af Kṛṣṇa's originael rūpa Den originale rūpa is Kṛṣṇa. Kṛṣṇas tu bhagavān svayam (SB 1.3.28). Der er rigtig mange rūpaer: Rāma, Nṛsiṁha, Varāha, Balarāma, Paraśurāma, Mīna, Tortoise, Nṛsiṁha-deva. Rāmādi-mūrtiṣu kalā-niyamena tiṣṭhan (Bs. 5.39). Han eksisterer altid med forskellige former, Han eksisterer ikke kun i Kṛṣṇa-formen. Alle former, rāmādi-mūrtiṣu. Det samme eksempel, som vi har givet mange gange: ligesom solen, solens tid, fire-og-tyve timer, så i de fire-og-tyve timer eller fire-og-tyve inkarnationer, er alle klokkeslet er tilstede. Ikke fordi, at klokken otte, så er klokken syv færdig. Nej. Klokken er syv et eller andet sted i verden. Eller klokken er ni. Klokken ni er der også. Klokken tolv er også tilstede. Vi har fået et armbånds-ur af Gurukṛpa Mahārāja. (latter) Han har taget det med fra Japan. Det er meget fint. Man kan straks se hvad klokken er forskellige steder - straks. Så de eksisterer alle samtidigt. Derfor kaldes Kṛṣṇa's līlā nitya-līlā, ikke sådan at en līlā foregår, og en anden līlā er slut, nej. Alting eksisterer samtidigt. Derfor bruges ordet, rāmādi-mūrtiṣu. Rāmādi-mūrtiṣu kalā-niyamena tiṣ... Niyamena. Præcist til rette tid. Ligesom solen, præcist. Førhen havde man ikke ur, men man kunne se på skyggen. Det kan man også nu. I min barndom plejede vi at se på skyggen: "Nu er klokken så og så mange - og præcis den samme tid. Så kalā-niyamena tiṣṭhan, ikke tilfældigt - nu er skyggen her klokken et, og næste dag klokken et er den et andet sted. Nej. Det samme sted finder man den. Kalā-niyamena tiṣṭhan. På lignende vis med Kṛṣṇa's līlā, niyamena tiṣṭhan - præcist. Der er utallige universer. Her fødes Kṛṣṇa. Nu bliver Kṛṣṇa båret af Vasudeva til Vṛndāvana. Den samme ting - straks efter fødslen tog Kṛṣṇa til Vṛndāvana - I et andet univers bliver Kṛṣṇa født, Kṛṣṇa bliver født igen. På den måde foregår Hans līlā. Der er intet ophør, ej heller tids-mæssige uregelmæssigheder Præcist. Ligesom Herren Kṛṣṇa kommer her til Jorden een gang hver Brahmās dag. Så, om så og så mange millioner år vil Kṛṣṇa vise Sig igen, hvis ikke personligt, så gennem Sin ekspansion, aṁśena. Caitanya Mahāprabhu vil vise Sig præcist til den rette tid. Herren Rāmacandra vil åbenbare Sig. Så rāmādi mūrtiṣu kalā-niyamena tiṣṭhan (Bs. 5.39). Så denne līlā, Nṛsiṁha-deva, kommer også på klokke-slet. Så sva-pāda-mūle patitaṁ tam arbhakam. Et meget uskyldigt barn. Hvis et uskyldigt barn som Prahlāda Mahārāja, han kan få så meget barmhjertighed af Nṛsiṁha-deva, en så frygt-indgydende åbenbarelse af Herren at selv Lakṣmī ikke kunne komme i nærheden... Aśruta. Adṛṣṭa aśruta pūrva. Man kendte ikke til en sådan form af Herren. Selv Lakṣmī vidste det ikke. Men Prahlāda Mahārāja, han er ikke bange. Han ved, "Her er min Herre." Ligesom løve-ungen, han er ikke bange for løven. Han hopper med det samme op på løvens hoved fordi han ved, "det er min fader. Det er min moder." Således, Prahlāda Mahārāja er ikke bange, selvom Brahmā og andre, alle halvguderne, blev bange for at nærme sig Herren. Han gik blot som et uskyldigt barn hen og gjorde obeisances. Tam arbhakaṁ vilokya. Så, så Gud er ikke upersonlig. Med det samme forstod Han, "Oh, her er et uskyldigt barn. Han er blevet meget forfulgt af sin fader, og nu ofrer han sine obeisances til Mig." Vilokya devaḥ kṛpayā pariplutaḥ. Han blev meget, hvordan skal jeg sige det, han smeltede af barmhjertighed. Så alt er der.