DA/Prabhupada 0490 - Indeni moders mave i en luftæt beholder i mange måneder

From Vanipedia
Jump to: navigation, search

Indeni moders mave i en luftæt beholder i mange måneder
- Prabhupāda 0490


Lecture on BG 2.14 -- Germany, June 21, 1974

I det forrige vers, blev det beskrevet at dehino 'smin yathā dehe kaumāraṁ yauvanaṁ jarā: (BG 2.13) "Vi vandrer fra den ene krop til den anden. Ligesom vi går fra barnekroppen til drengekroppen, fra drengekroppen til den unges krop, På samme måde, så går vi også fra denne krop og accepterer en anden krop. Spørgsmålet om sorg og glæde. Sorg og glæde - er i overensstemmelse med kroppen. En meget rig mand sidder med en smule komfort. Fælles modgang og sorg, det er fælles. Hvordan fælles? Janma-mṛtyu-jarā-vyādhi-duḥkha-doṣānudarśanam (BG 13.9). At blive født som enten en hund eller som en konge, sorgerne er de samme. Der er ingen forskel, fordi hunden skal også opholde sig i moderens liv, i luftætte omgivelser i så mange måneder, og mennesket, hvad-enten han er konge eller noget andet, så skal han også gennemgå den samme modgang. Ingen slipper fri. Bare fordi man bliver født i en konge-familie så betyder det ikke at det er mindre ubehageligt at være pakket sammen i moderens liv, og fordi en anden bliver født i en hundemoders liv, at man så er bedre. Nej. Det er det samme. På samme måde, på døds-tidspunktet... På døds-tidspunktet er der meget stress. Det er så heftigt at man bliver nødt til at forlade denne krop. Når stresset bliver meget stærkt begår man selvmord. Han kan ikke stå imod det. "Gør det af med denne krop."

Ingen ønsker at forlade denne krop, men lidelserne er så store at man er tvunget til at forlade denne krop. Det kaldes døden. I Bhagavad-gītā finder vi at, mṛtyuḥ sarva-haraś ca aham. Kṛṣṇa siger at "Jeg er døden." Og hvad er meningen med døden? Døden betyder "Jeg tager alt fra ham. Færdig. Jeg tager hans krop, Jeg tager hans omgangs-kreds, Jeg tager hans land, Jeg tager hans samfund, Jeg tager hans opsparing, og alt er forbi." Sarva-haraḥ. Sarva betyder alting. Alle prøver at spare en masse penge i banken og få et stort hus, stor familie, stor bil... Men med døden, er alt færdigt. Så det er en stor lidelse. Sommetider græder man. Man vil se at på dødstidspunktet, i koma, så løber der tårer ned. Han tænker, "jeg gjorde så meget for at leve komfortabelt, og nu mister jeg det hele." Stor lidelse. Jeg har en ven i Allahabad. Han var en meget rig mand. Men han var kun fire-og-halvtreds år gammel. Han bad indtrængende lægen, "Doktor, kan du ikke bare give mig fire år mere? Jeg har en plan, jeg godt vil gøre færdig." Hvad kan doktoren gøre? "Det er ikke muligt, min herre. Du skal afsted." Men disse tåbelige mennesker, de ved ingenting. Men vi må tolerere. Vi er nødt til at tolerere. Det er det råd vi får her, at "fordi du har denne materielle krop, så må du tolerere, at leve i din moders liv." Så kommer man ud. Så kan man ikke tale. Man er en lille baby, og nogle orme bider mig. Jeg kan ikke sige "mor" - for på det tidspunkt kan jeg ikke tale - "der er nogen der bider mig i ryggen." Jeg græder og moderen tænker, "barnet er sulten. Giv ham mælk." (latter) Se bare hvor...Jeg ønsker en ting og jeg bliver givet noget andet. Det er fakta. Hvorfor græder barnet? Han har det ikke godt. Således vokser jeg op. Så ønsker jeg ikke at gå i skole. Men jeg er tvunget til at gå i skole. Ja. Sådan var det med mig i hvert fald. (latter) Jeg ønskede aldrig at gå i skole. Og min fader var meget venlig. "Okay så. Hvorfor vil du ikke i skole?" Jeg sagde, "Jeg vil gå i morgen." "Fint så." Men min moder var meget påpasselig. Måske hvis min mor ikke havde været lidt strikt, så havde jeg ikke fået min uddannelse. Min fader var meget eftergivende. Men hun plejede at tvinge mig. En mand fulgte mig til skole. Faktisk, børn ønsker ikke at gå i skole. De vil lege. Imod barnets vilje må det gå i skole. Og så er der eksaminer, ikke kun i skolen.