DA/Prabhupada 0496 - Shruti vil sige at lytte til den højeste autoritet



Lecture on BG 2.14 -- Germany, June 21, 1974

Så denne Kṛṣṇa-bevidstheds-bevægelse er at vide alting perfekt, fra den højeste autoritet, Kṛṣṇa. Det er processen. Tad vijñānārthaṁ sa gurum eva abhigacchet (MU 1.2.12). For at forstå et emne som er hinsides vor opfattelses-evne må vi tilnærme os en autoritet som kan informere os. Præcis på samme måde: for at forstå hvem min fader er er hinsides min opfattelse, hinsides min spekulation, men hvis jeg accepterer min moders autoritative udtalelse, så er det perfekt viden. Så der er tre metoder til forståelse, eller til at avancere sin viden på. Den ene er direkte opfattelse, pratyakṣa. Og den anden er autoritet, og den sidste er śruti. Śruti betyder at høre fra den Højeste. Så vores proces er śruti. Śruti betyder at vi hører fra den højeste autoritet. Det er vores proces, og det er meget let. Den højeste autoritet, såfremt han ikke er mangelfuld... Almindelige mennesker de er mangelfulde. De har mangler. Deres første mangel er: almindelige mennesker, de begår fejl. Alle store mænd i denne verden, det har I set, de begår fejl. Og de fanges af illusion. De accepterer ting som virkelige som ikke er virkelige. Ligesom at vi accepterer denne krop som virkelig. Det kaldes illusion. Men det er ikke virkeligt. "Jeg er sjæl." Det er virkeligt. Så det kaldes illusion. Og med denne illusoriske viden, uperfekte viden, bliver vi lærere. Et andet bedrag. Alle disse videnskabs-folk og filosoffer siger, "Måske," "Det kan være." Men hvor er jeres viden? "Det kan være" og "måske." Hvorfor tager I rollen som lærer? "I fremtiden vil vi forstå." Og hvad er det for en fremtid? Ville I tage imod en frem-dateret check? "I fremtiden vil jeg opdage, og derfor er jeg videnskabs-mand," Hvad er det for en videnskabs-mand? Og, frem for alt, vores uperfekte sanser. Ligesom at vi ser hinanden fordi der er lys. Hvis der ikk er lys, hvor er så min syns-evne? Men disse slyngler de forstår ikke at de altid er mangelfulde, og alligevel, skriver de bøger om viden. Hvad slags viden er det? Vi må få viden fra den perfekte person. Derfor tager vi viden fra Kṛṣṇa, den Højeste Person, den perfekte person. Og Hans råd er at hvis I ønsker at stoppe jeres smerter og glæder, så må I arrangere det sådan, at denne materielle krop ikke accepteres . Det råder Han til, Kṛṣṇa, hvordan man undgår denne materielle krop. Det er allerede forklaret. Dette er andet kapitel. I det fjerde kapitel har Kṛṣṇa sagt at: janma karma me divyaṁ yo jānāti tattvataḥ, tyaktvā dehaṁ punar janma naiti mām eti (BG 4.9). Prøv blot at forstå Kṛṣṇas aktiviteter. Disse Kṛṣṇas aktiviteter findes i den historie, i Mahābhārata. Mahābhārata betyder det større Indien, eller større Bhārata, Mahābhārata, historien. I den historie finder vi også denne Bhagavad-gītā. Så Han taler om Sig Selv. Prøv at forstå Kṛṣṇa. Det er vores Kṛṣṇa-bevidstheds-bevægelse. Prøv blot at forstå Kṛṣṇa, Hans aktiviteter. Han er ikke upersonlig. Janma karma me divyam Karma betyder aktiviteter. Han har aktiviteter. Hvorfor tager Han del i denne verdens aktiviteter? Hvorfor kommer Han?

yadā yadā hi dharmasya
glānir bhavati bhārata
abhyutthānam adharmasya
tadātmānaṁ sṛjāmy aham
(BG 4.7)

Han har sine hensigter; Han har en mission. Så prøv at forstå Kṛṣṇa og Hans mission Hans aktiviteter. De er beskrevet i historie-form. Så hvad er problemet? Vi læser så mange ting, nogle lederes, eller nogle politikeres historie eller deres aktiviteter. Den samme ting, samme energi bruges til at forstå Kṛṣṇa. Er det svært? Kṛṣṇa manifesterer sig derfor med så mange aktiviteter.