DA/Prabhupada 0508 - De som dræber dyr, deres hjerner er sløve som sten
Lecture on BG 2.18 -- London, August 24, 1973
Så, denne sjæl, som vi har forstået fra det tidligere vers, avināśi tu tad viddhi yena sarvam idaṁ tatam. Det er ikke en målestok for sjælen, men sjælens kraft kan måles. Men ikke sjælen. Det er ikke muligt. Sjælen er så lille at det ikke er muligt. Man har ikke midlerne til at måle med, og fordi vores materielle sanser, så er det ikke muligt. Man må simpelt hen forstå med bevidsthed. Ligesom da Caitanya Mahāprabhu besvimede i Jagannātha templet, Sarvabhauma Bhaṭṭācārya undersøgte og fandt ingen bevidsthed. Selv maven bevægede sig ikke. Hvis man faktisk er ved bevidsthed og ånder, bevæger maven sig. Men Caitanya Mahāprabhus mave blev testet af Sarvabhauma Bhaṭṭācārya.. Den bevægede sig ikke. Så han tænkte at "Denne sannyāsī er måske død." Men han prøvede igen. Han tog en vattot og satte foran Hans næsebor, og da han så at vattotten, fibrene bevægede sig lidt, blev han håbefuld, ja. Så alting har forskellige udregninger, måder at måles på. Men når det kommer til sjælen, det står her, aprameyasya, så er der intet middel til måling. Der er inget middel. Derfor, siger den såkaldte materialistiske videnskab, at der ingen sjæl er. Nej, sjælen findes. Dette er beviset på sjælens eksistens. Dette er beviset. Hvad er beviset? Først og fremmest er der bevidsthed. Det er beviset. Men det kan ikke måles. Stedet er også lokaliseret. Sjælen er i hjertet. Īśvaraḥ sarva-bhūtānāṁ hṛd-deśe 'rjuna tiṣṭhati (BG 18.61).
Så sjælen er i hjertet og Kṛṣṇa er også i hjertet. Fordi de forbliver sammen. Så stedet er også lokaliseret. Man kan også opfatte gennem bevidstheden hvor sjælen præsenterer sig, men hvis man ønsker at måle ved at eksperimentere, så er det ikke muligt. Derfor kaldes det aprameya. Prameya betyder direkte opfattelse. Jeg kan se eller jeg kan røre, jeg kan håndtere. Så det er... Kṛṣṇa siger, nej, det er ikke muligt. Aprameya. Så, hvorfor skal jeg tro på det? Fordi Kṛṣṇa siger det. Så hvordan kan jeg tro på Kṛṣṇa? Kṛṣṇa siger ukta, det er allerede afgjort af autoriteterne. Ukta. Dette er paramparā-systemet. Kṛṣṇa siger også ukta. Kṛṣṇa siger ikke fordi "Jeg siger det," nej. Ukta, der er vedisk bevis. Hvor er det? I Upaniṣaderne findes det. For eksempel,
- bālāgra-śata-bhāgasya
- śatadhā kalpitasya ca
- bhāgo jīvaḥ sa vijñeyaḥ
- sa cānantyāya kalpate
Det er i Upaniṣad, Śvetāśvatara Upaniṣaden. Dette kaldes vedisk bevisførelse. I en anden, i Śrīmad-Bhāgavatam, der er også beviser. Hvilke? Keśāgra-śata-bhāgasya śatadhā, sadṛśaṁ jīvaḥ sūkṣma (CC Madhya 19.140). Sūkṣma, meget lille. Jīvaḥ sūkṣma-svarūpo 'yaṁ saṅkhyātītaḥ kalpate. Denne jīva, ikke en, to, tre, fire - man kan ikke måle. Asaṅkhya. Så disse er beviserne i den vediske litteratur. Og det er vi nødt til at acceptere. Kṛṣṇa bekræfter det og faktisk kan man ikke måle sig frem. Men vi får beviser, sjælens tilstedeværelse, tilstedeværelse af sjælen Så, hvordan kan vi sige at der ikke er nogen sjæl? Nej. Det er tåbeligt. Hele verden er underlagt denne tåbelighed. Ikke bare nu, også før. Som for eksempel Cārvāka Muni, han var ateist, han havde ingen tro. Herren Buddha sagde det samme, men Han snød. Han vidste alt fordi Han er en inkarnation af Gud. Men Han var nødt til at snyde folk på den måde, fordi de ikke er intelligente nok. Hvorfor var de ikke intelligente? Fordi de slår dyr ihjel, derfor havde de mistet intelligensen. Keśava dhṛta-buddha-śarīra jaya jagadīśa hare. De som dræber dyr, deres hjerne bliver sløve som sten. De kan ingenting forstå. Derfor skal kød-spisning stoppes. For at genoplive hjernens finere væv, for at forstå subtile ting, må man opgive kød-spisning.