DA/Prabhupada 0544 - Vi understreger især Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakuras mission
Prabhupāda: Denne lykkebringende dag er vores forgængers, vores åndelige mester Oṁ Viṣṇupāda Paramahaṁsa Parivrājakācārya Aṣṭottara-śata Śrīmad Bhaktisiddhānta Sarasvatī Ṭhākura Prabhupādas. Śrīla Bhaktisiddhānta Sarasvatī Ṭhākura's mission... Udover hans liv understreger vi ganske særligt Bhaktisiddhānta Sarasvatī Ṭhākuras mission. Dette sted, Māyāpur, var tidligere kendt som Miyapura. Det var mestendels beboet af Muhammedanere. På en eller anden måde skiftede navnet fra Māyāpur til Miyapura. Der var megen tvivl om hvorvidt dette var Śrī Caitanya Mahāprabhus fødested. Og Bhaktivinoda Ṭhākura efterforskede hvor det rigtige sted var. Med vejledning fra Jagannātha dāsa Bābājī Mahārāja, blev det bekræftet at det nuværende Yogapīṭha er Śrī Caitanya Mahāprabhus fødested. Så fra starten var det Bhaktivinoda Ṭhākuras ønske at udvikle dette sted på bedste vis, som det sig passer til Śrī Caitanya Mahāprabhus hellige Navn. Så han startede denne bevægelse til at udvikle Māyāpur. Han kunne ikke gøre det færdigt, så det blev givet videre til Bhaktisiddhānta Sarasvatī Ṭhākura. Så under hans ledelse og assisteret af hans disciple, blev dette sted gradvist udviklet, og det forsøger vi også, at udvikle dette sted. Derfor har vi kaldt dette tempel Māyāpur Chandrodaya. Vi har store ambitioner om at udvikle dette sted på fornemste vis, og vi er heldige at vi nu samarbejder med udlandet, specielt amerikanerne. Bhaktivinoda Ṭhākura's største ønske var at amerikanerne ville komme her, og udvikle dette sted og chante og danse sammen med inderne. Så hans drøm, samt Caitanya Mahāprabhus forudsigelse,
- pṛthivīte āche yata nagarādi grāma
- sarvatra pracāra haibe mora nāma
- (CB Antya-khaṇḍa 4.126)
Caitanya Mahāprabhu ønskede at alle indere deltog.
- bhārata bhūmite manuṣya-janma haila yāra
- janma sārthaka kari' kara para-upakāra.
- (CC Adi 9.41)
Det er Caitanya Mahāprabhus mission, para-upakāra. Para-upakāra betyder at gøre godt for andre. Menneske-samfundet har forskellige måder at gøre gode gerninger på - velfærds-sammenslutninger - men de er mere eller mindre... Ikke mere eller mindre? De er fuldstændig, de tænker at denne krop er vores selv, og at gøre noget godt for kroppen er velgørenhed. Men faktisk er det ikke velgørenhed fordi fra Bhagavad-gītā lærer vi meget klart, antavanta ime dehaḥ nityasyoktāḥ śarīriṇaḥ. Kroppen er antavat. Anta betyder at den vil få en ende. Alle ved at denne krop ikke er permanent; den vil ophøre. Alt materielt - bhūtvā bhūtvā pralīyate (BG 8.19) - har en fødsels-tidspunkt, det forbliver i et stykke tid, og så bliver det ødelagt. Så den åndelige undervisning begynder med forståelsen af at, "Jeg er ikke denne krop." Det er åndelig undervisning. I Bhagavad-gītā er Kṛṣṇas første instruktion til Arjuna, at, vi er ikke denne krop. Eftersom Arjuna talte ud fra den kropslige platform, irettesatte Kṛṣṇa ham, aśocyān anvaśocas tvaṁ prajñā-vādāṁś ca bhāṣase: (BG 2.11) "Arjuna, du taler som en meget lærd menneske, men du sørger over noget som lærde mennesker ikke sørger over." Aśocyān anvaśocas tvam.
Så den slags velgørenhed som drejer sig om kroppen, såsom hospitaler og så meget andet, de er utvivlsomt gode, men det ultimative mål er at varetage sjælens interesse. Det er det højeste mål. Det er hele den vediske instruktion. Og det er det punkt Kṛṣṇa starter med. Dehino 'smin yathā dehe kaumāraṁ yauvanaṁ jarā (BG 2.13).