DA/Prabhupada 0771 - En hengiven kan ikke være lige interesseret i materiel nydelse og transcendenttal nydelse
Lecture on SB 1.5.12-13 -- New Vrindaban, June 11, 1969
Nu diskuterer Vyāsadeva forskellige former for litteratur. Så han har forklaret at enhver litteratur - uanset hvor fint den er udført fra en retorisk synsvinkel, eller poetisk, metaforisk, grammatisk - men hvis der ikke er informationer om den Absolutte Sandhed, så er denne litteratur nytteløs, og ingen hellig person vil være interesseret i en sådan litteratur. De vil opgive den. Lige som svanerne, de bryder sig ikke om et sted, hvor kragerne nyder at være. Lige som der er forskel på kragerne og svanerne, selv i fuglenes kongerige, eller selv i dyrenes kongerige... Vil du altid se. De forskellige slags variationer af fugle og dyr, de lever sammen. På samme måde er de personer som er Kṛṣṇabevidste, deres smag er anderledes end smagen hos de personer, der er som krager. Krager er interesserede i ting...Carvita-carvaṇānām (SB 7.5.30). Prahlāda Mahārāja siger, "At tygge det tyggede." Det der allerede er tygget, og hvis nogen ønsker at prøve det, "Lad mig se. Hvad for en smag er der?" Så er det bare unyttigt arbejde. Så denne materielle verden fungerer i dette system med at tygge det tyggede. Som med en person, han har gjort gode forretninger, samlet penge sammen, og har fået sansenydelse. Men han er ikke tilfreds. Men alligevel vil han presse sine sønner og børnebørn til at gøre det samme. Han har oplevet at, " livet ikke særlig tilfredsstillende på denne måde. jeg har ikke tilfredsstillet mig selv, men alligevel, hvorfor beskæftiger jeg mine sønner og sønnesønner i de samme forretninger, i at tygge det tyggede?" Men fordi de ikke har bedre informationer... Na te viduḥ svārtha-gatiṁ hi viṣṇuṁ durāśayā ye bahir-artha-māninaḥ (SB 7.5.31). Prahlāda Mahārāja rådede sin fader, sin ateistiske far. Han sagde... Da hans far spurgte, "Min kære dreng, hvor har du fået alle disse tanker fra?" Han var en perfekt hengiven, og faderen var en perfekt ateist. Han sagde, "Denne staus er, kan ikke opnås uden at man bliver begunstiget af en ren hengiven." Naiṣāṁ matis tāvad urukramāṅghrim (SB 7.5.32). Urukramāṅghrim, aṅghri. Aṅghri betyder lotusfødder. Ingen kan være interesserede i Guddommens Højeste Personligheds lotusfødder... For at bliver interesseret i Guddommens højeste Personligheds lotusfødder betyder, at man er befriet. Anartha-apagamaḥ yad-arthaḥ (SB 7.5.32). Anartha. Anartha betyder unødvendigt. Vi skaber unødvendige livsnødvendigheder og bliver viklet ind. Det er materielt liv. Men hvis man bliver Kṛṣṇabevidst, interesseret i Kṛṣṇa, så føler han afsky: "Hvad er formålet?" Lige som vores brahmacārīer, vores hengivne, de kan ligge, ligge fladt ned på jorden. De har ikke brug for nogen fin seng eller puder. For hvis livet er formet på den måde, tænker de, "Nåh, jeg bliver nødt til at hvile mig. Så på den ene eller den anden måde, hvorfor skulle jeg bekymre mig om det?" Ja. Det er tegn på, at man er fremskreden i Kṛṣṇabevidsthed. Kṛṣṇabevidsthed betyder bhaktiḥ pareśānubhavo viraktir anyatra syāt (SB 11.2.42). de der ingen smag har for Kṛṣṇabevidsthed, de prøver på at blive lykkelige men forøger unødvendigt de materielle behov, fordi de ikke har nogen andre informationer. Men så snart man er engageret i hengiven tjeneste til Kṛṣṇa, pareśānubhūti, så nyder man transcendental glæde, og som et resultat af det bliver denne tåbelige nydelse ubetydelig. Det er testen. En hengiven kan, kan ikke være lige meget interesseret i materiel nydelse og transcendental nydelse. Nej. Virakti. Bhagavad-gītā siger også at paraṁ dṛṣṭvā nivartate (BG 2.59). Lige som en syg person på hospitalet er tvunget til ikke at spise en bestemt slags fødevarer. Han har ønsket. Han har ønsket om at spise denne mad. Som en tyfus patient, der lider af tyfus. Lægen siger at "Du må ikke spise nogen fast føde. Du kan tage en smule flydende føde." Men han har et ønske om at spise fast føde. "Åh, lægen har bedt mig om ikke at spise den slags mad. I orden hvad kan jeg stille op?" Men han har ønsket. Men en hengiven, behøver ikke at blive presset - som når lægen beder ham, "Gør ikke dette." Så gør han det automatisk. Hvorfor? Paraṁ dṛṣṭvā nivartate: han har oplevet, han har smagt noget bedre, og derfor ønsker han ikke mere at nyde denne ulækre smag. Det er bhaktiḥ pareśānu... Det betyder, at vi har fået afsky for sådanne ulækre ting, så ved vi, at vi har gjort fremskridt i Kṛṣṇabevidsthed. Testen er i din egen hånd. Du behøver ikke at spørge nogen; "Tror du at jeg forøger min Kṛṣṇabevidsthed, " men du kan forstå. På nøjagtig samme måde: Hvis du er sulten, og hvis du spiser, så ved du selv, hvor meget din sult tilfredsstilles, når du spiser, hvor meget du føler dig styrket, hvor meget du føler glæde. Du behøver ikke at spørge nogen. På samme måde hvis nogen forøger sin Kṛṣṇabevidsthed, så vil testen være, at han mister interessen for materielle nydelser. Det er testen.