DA/Prabhupada 0840 - Der var en prostitueret, hvis betaling var 100.000 stykker af diamanter
751204 - Lecture SB 07.06.03 - Vrndavana
Så der er en historie om den prostituerede; Lakṣahīra. Der var en prostitueret, som tog sig betalt med tusind stykker af en diamant. Det var ikke vigtigt, om det var en lille eller en stor diamant. Det var hendes løn. Så en mand der led af spedalskhed blev hjulpet af han blev støttet af sin hustru, en meget trofast hustru. Alligevel var han trist. Hustruen spurgte ham; "Hvorfor er du trist? Jeg tilbyder dig så megen tjeneste. Du er spedalsk, du kan ikke bevæge dig omkring. Jeg kan tage dig... Jeg kan bære dig omkring i en kurv, alligevel er du ulykkelig?" Det indrømmede han, "ja." "Oh, hvad er årsagen?" "Jeg vil gerne besøge den prostituerede Lakṣahīra." Se bare. Han er spedalsk, en fattig mand og han stræber efter at tage til en prostitueret, der tager sig betalt med 100,000 stykker af en diamant. Så uanset hvad, hun var en trofast hustru. Hun ønskede at tilfredsstille sin mand. Så på en eller anden måde fik hun det arrangeret. Så da den spedalske var i den prostitueredes hus, så gav den prostituerede ham mange gode dejlige retter, men altid i to portioner, det hele - en portion i en gylden skål, en anden i en skål af jern. Så mens han spiste, spurgte han den prostituerede, "Hvorfor giver du mig maden i to skåle?" "Fordi jeg ønsker at finde ud af om, du kan smage forskel på maden i de forskellige skåle." Så han sagde; "Nej jeg kan ikke smage forskel. Suppen i den gyldne skål og suppen i skålen af jern smager ens." "Hvorfor er du så kommet her?" Det er tåbeligt. Hele verden foregår på den måde. De prøver bare på at smage den samme ting i forskellige skåle. Det er det hele. De mister ikke smagen, "Ikke mere hr. jeg har smagt nok." Det er ikke fakta. Det kaldes vairāgya-vidyā, at stoppe med at smage: "Det hele er det samme, uanset om jeg tager den ene eller den anden skål."
Derfor siges det sukham aindriyakam (SB 7.6.3), sansenydelse, det betyder ikke noget om du nyder som en hund eller som et menneske eller som en halvgud, eller som en europæer eller en amerikaner eller en inder - smagen er den samme. Det er meget vigtigt. Du kan ikke have en bedre smag. Kun Kṛṣṇabevidsthed har en bedre smag. Paraṁ dṛṣṭvā nivartate (BG 2.59). Så hvis du ikke forøger din smag for Kṛṣṇabevidsthed, så vil du prøve at smage den ene eller den anden skål. Det er loven. At du vil fortsætte med opgaven og fortsætte med sygdommen, at smage den ene og den anden skål: "Måske smager det rigtig godt i denne skål, måske smager det i denne..." I hele verden foregår det sådan. Alle disse slyngler, de tager til forskellige lande for at smage sex. De tager til Paris... ...sukham aindriyakaṁ daityā, sarvatra labhyate daivād yathā duḥkham (SB 7.6.3). Lige som duḥkham. Duḥkha betyder at være ulykkelig. Så hvis nu en millionær lider af tyfus, og en fattig mand lider af tyfus. Har millionæren så mindre lidelse end den fattige mand? Når du har tyfoid feber, så vil lidelsen, uanset om du er en rig eller fattig mand, så vil din lidelse fra typhoid feber være den samme. Det betyder ikke at "Denne mand er meget rig. Han vil ikke lide fra tyfus." Nej. På samme måde som ulykken er den samme i de forskellige skåle, er lykken ligeledes den samme i de forskellige skåle. Dette er viden. Så hvorfor skulle jeg spilde min tid med at prøvesmage, smage lykke og ulykke i forskellige skåle? De forskellige skåle betyder disse forskellige kroppe.
Så det er ikke vores opgave. Vores opgave er at genoplive vores oprindelige bevidsthed, Kṛṣṇabevidsthed. Det betyder ikke noget hvilken skål jeg er på nuværende tidspunkt. Ahaituky apratihatā (SB 1.2.6). Du kan smage Kṛṣṇabevidsthed uden nogen betænkeligheder, uden nogen hindringer. Du kan få det. Du må bare se ind til bevidstheden og korrigere bevidstheden. Det er nødvendigt i denne menneskelige livsform. Og derfor sagde Prahlāda Mahārāja i begyndelsen, durlabhaṁ mānuṣaṁ janma (SB 7.6.1). Denne forståelse, denne viden, kan kun opnås i den menneskelige livsform. Denne analyse af ulykke og lykke kan forklares til et menneske. Hvis jeg hidkalder tre dusin hunde og siger; "Nu skal I lytte til Bhāgavatam," så er det ikke muligt. Hunden er ikke i stand til at forstå Śrīmad-Bhāgavatam, men mennesket, uanset hvor lav han måske er, så vil han være i stand til at forstå , bare han ejer en lille smule intelligens. Derfor siger Prahlāda Mahārāja; durlabhaṁ mānuṣaṁ janma. Du har muligheden for at forstå, hvad bhāgavata-dharma er. Mist det ikke som katte og hunde. Mange tak!