DA/Prabhupada 0752 - Krishna kan være endnu mere tilstede i adskillelse

From Vanipedia
Jump to: navigation, search

Krishna kan være endnu mere tilstede i adskillels
- Prabhupāda 0752


Lecture on SB 1.8.39 -- Los Angeles, May 1, 1973

Vi skal altid være beskæftiget med at chante: Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. så at Kṛṣṇa vil redde os. Vi kan ikke bevidst udføre syndfulde aktiviteter. Det er det ene. Men vi kan heller ikke udføre dem ubevidst. Så hæfter vi for det. Derfor hvis du forbliver i Kṛṣṇabevidsthed, hvis du altid bevarer Kṛṣṇa i dit sind, så... På samme måde som der ikke kan være mørke, der hvor solen er. På samme måde, hvis du bevarer kṛṣṇa sūrya, Kṛṣṇa solen... Det er vores motto i Back to Godhead: kṛṣṇa sūrya sama māyā andhakāra (CC Madhya 22.31). Kṛṣṇa er som den lysende sol, og māyā, uvidenhed er som mørket. Men når eller imens solen er der, kan der ikke være mørkt. På samme måde, hvis du altid bevarer Kṛṣṇa i din bevidsthed, så er der ikke plads til uvidenhed; der er intet mørke. Du vil vandre frit i Kṛṣṇas lysende solskin. Prøv ikke på at få Kṛṣṇa bort. Det er Kuntīs bøn. "Min kære Kṛṣṇa, Du tager til Dvārakā..." Det er et eksempel. De tager ikke afsted. Kṛṣṇa tager ikke afsted fra Pāṇḍavaerne. Som i Vṛndāvana. I Vṛndāvana, da Kṛṣṇa forlod Vṛndāvana for at tage til Mathurā... Så i śāstra siges det: vṛndāvanaṁ parityajya padam ekaṁ na gacchati (CC Antya 1.67), Kṛṣṇa tager aldrig et eneste skridt ud af Vṛndāvana. Han tager ikke afsted. Han er så knyttet til Vṛndāvana. Men så ser vi at Kṛṣṇa forlod Vṛndāvana, tog til Mathurā. Så hvordan det, Han tog så langt væk? Og Han vendte ikke tilbage i mange år? Nej. Kṛṣṇa forlod i virkeligheden ikke Vṛndāvana. Fordi efter at Kṛṣṇa forlod Vṛndāvana, så ville alle indbyggerne, gopierne, de ville bare tænke på Kṛṣṇa og græde. Det var alt. Det var deres aktiviteter. Moder Yaśodā, Nanda Mahārāja, Rādhārāṇī, alle gopīerne, alle køerne, alle kalvene, alle kohyrdedrengene, deres eneste aktivitet var at tænke på Kṛṣṇa og græde. Fravær, separation. Så Kṛṣṇa kan føles... Kṛṣṇa kan være mere tydeligt til stede igennem adskillelse. Det er Caitanya Mahāprabhus lære: at elske Kṛṣṇa gennem adskillelse. Som Caitanya Mahāprabhu i adskillelse: govinda-viraheṇa me. Śūnyāyitaṁ jagat sarvaṁ govinda-viraheṇa me (CC Antya 20.39, Śrī Śikṣāṣṭakam 7). Han tænkte at "Alt er tomt uden Govinda, uden Kṛṣṇa." Så alt er tomt, men der er Kṛṣṇabevidsthed. Der er Kṛṣṇabevidsthed. Det er den højeste perfekte... Når vi forstår, at alt er ingenting, er det kun Kṛṣṇabevidsthed der er værdi... Det er det højeste; det er gopīerne. Derfor er gopīerne så ophøjede. De kunne ikke glemme Kṛṣṇa et eneste øjeblik. Ikke et eneste øjeblik. Kṛṣṇa gik i skoven med Sine køer og kalve, og gopīerne derhjemme, deres sind var forstyrrede, "Oh, Kṛṣṇa går på bare fødder. Der er så mange sten og torne. De stikker Kṛṣṇas lotusfødder, som er så bløde, at vi synes at vores bryster er hårde, når Kṛṣṇa placerer Sine lotusfødder der. Alligevel går Han." De er så fordybede i disse tanker. Og de græder. Så de er så ivrige efter at se Kṛṣṇa komme hjem om aftenen, at de står på vejen, på taget, "Nu kommer Kṛṣṇa tilbage med Sine..." Det er Kṛṣṇabevidsthed. Det er... Kṛṣṇa kan ikke være borte fra en hengiven, når han er så fordybet i at tænke på Kṛṣṇa. Dette er den Kṛṣṇabevidste metode. Så her er Kuntīdevī meget nervøs for, at Kṛṣṇa vil være borte. Men effekten vil være, at når Kṛṣṇa er fysisk fraværende. Så vil han være mere, jeg mener, tydeligt til stede i den hengivnes sind. Så Caitanya Mahāprabhus lære er denne vipralambha-sevā. Gennem Sit liv. Han leder efter Kṛṣṇa. Govinda-viraheṇa me. Śūnyāyitaṁ jagat sarvaṁ govinda-viraheṇa me. Hvordan er det vers? Cakṣuṣā prāvṛṣāyitam, cakṣuṣā prāvṛṣāyitam, śūnyāyitaṁ jagat sarvaṁ govinda-viraheṇa me (CC Antya 20.39, Śrī Śikṣāṣṭakam 7). Han græder så kaskader af regn kommer fra Hans øjne, og Han føler at alt er tomt i Hans længsel efter Kṛṣṇa, adskillelse. Vipralambha. Så sambhoga og vipralambha. Der er to stadier for at møde Kṛṣṇa. Sambhoga henfører til når Han er personligt til stede. Det kaldes sambhoga. Taler personligt, mødes personligt, omfavner personligt, det kaldes sambhoga. Og der er en anden, vipralambha. De to måder en hengiven kan blive gavnet.